Gode råd om måltagning, opmåling og montering.

VIDEN OM - MÅLTAGNING

VINDUER
Dit nye vindue skal være ca. 2,5 cm mindre end bredden af murhullet (stramt mål fra mursten til mursten), og ca. 2,5 cm mindre end højden af murhullet (stramt mål fra mursten til mursten), så får du en passende fuge. Vær opmærksom på at eventuelle buer i murværk over vinduet og sålbænk under vinduet kan få indflydelse på fugerne. Er du usikker på din opmåling, bør du lade din montør tage endelig mål før bestilling.

Hvordan skal dit 1-fags sidehængte vindue åbne?
For at opgive korrekt hængsel side på et 1-fags sidehængt vindue, stiller du dig med front mod vinduet på den udvendige side. Den side, du ønsker hængslerne i, angiver om det skal være et højrehængt eller et venstrehængt vindue.

DØRE
Din nye dør bør være ca. 2,5 cm mindre end bredden af murhullet (stramt mål fra mursten til mursten), og ca. 2,5 cm mindre i højden af murhullet (stramt mål fra mursten til fundament), Så får du en passende fuge. Vær opmærksom på, at buer i murværk over og under eller evt. en jernskinne kan få indflydelse på fugerne.
Er du usikker, bør du lade din montør tage endelig mål før bestilling.

Hvordan skal din dør åbne?
Det er vigtigt, at du opgiver rigtig slagretning på din nye dør, angiv højre/venstre og ud/indadgående i henhold til den viste skitse.

Ved dobbeltdøre gør du som nedenfor anvist, dog skal du angive hvilken dør du ønsker, der skal åbne først.

Bemærk: Halvdøre leveres kun udadgående.

OPMÅLING

Foretages af dig selv
Som udgangspunkt er det dig selv der skal foretage opmålingen, da det er dig som skal montere de nye vinduer og døre mv. Ønsker du at få en fagmand til at foretage montagen, vil vi anbefale at denne foretager opmålingen. Har du ikke kontakt til en fagmand og ønsker du ikke at montere selv, kan vi anbefale en montør som kender vores produkter og som kan foretage montagen til en fastsat pris. Denne montør kan så komme og foretage en kontrolopmåling.

Hvad er en kontrolopmåling?
En kontrolopmåling betyder, at din fagmand/montøren kommer ud på din adresse og kontrollerer om den opmåling, som du selv har foretaget nu også er korrekt. Det er nemt og sikkert og kan spare dig for mange penge, hvis du er i tvivl.

Sådan gør du:

  1. Du tager selv nogle cirka mål (se oven for) og kontakter os
  2. Vi laver et uforpligtende tilbud til dig
  3. Du vurderer tilbuddet og kontakter os hvis det er interessant
  4. Din fagmand/montøren kommer og kontrolmåler din ordre ganske gratis
  5. Vi sender en ordre til dig ud fra kontrolopmålingen

På den måde har vi afstemt forventningerne til hinanden, inden montøren kommer ud og kontrolmåler din bestilling, derfor bruger han ikke tid og penge på at køre forgæves, hvilket er forklaringen på at servicen er gratis.

Ring allerede i dag på tlf. 43 99 20 06 for mere information.

MONTERING

Bestil montering til fast pris!
Har du ikke tid, lyst eller evner til at prøve kræfter med dine "gør-det-selv" evner, kan vi tilbyde dig montageservice på vores vinduer og døre.

Montageservicen betyder, at du kan få montagen udført, gennem et selvstændigt virkende montagefirma, som kender vores produkter.

Selve aftalen, fakturering med mere sker direkte mellem montagefirmaet og dig, til en på forhånd aftalt fast pris.

Sådan bruger du vores montageservice:

  • Du ringer og bestiller dine nye vinduer hos os.
  • Når du har modtaget en ordrebekræftelse fra os, kontakter du en af ”vores” montører og oplyser:
  1. Antal enheder.
  2. Forventet leveringstid.
  3. Eventuelle specielle forhold omkring montering.
  • Vi leverer dine nye vinduer og døre.
  • Montørfirmaet kommer og monterer.

Priser er inkl. udtagning, stopning og fugning udvendigt
Indvendig afslutning udføres efter regning
Bortskaffelse af affald er ikke indeholdt i prisen
I enkelte områder tillægges omkostning til kørsel

Det er nemt, hurtigt og billigt. Alle fordyrende mellemled er fjernet - du betaler ingen skjulte avancer, hverken til os eller montørfirmaet.

Øvrige forhold
Alle priser er under forudsætning af, at montering kan ske udefra i almindelig arbejdshøjde. Ved montering udover ovenstående aftales særskilt pris + leje af lift m.m.

Udtagning foretages professionelt og omhyggeligt, men der kan forekomme mindre skader på puds, tapet og lign., hvilket der tages forbehold for. Udbedring af dette er ikke indeholdt i prisen

Priserne er gældende for montage i traditionelle murstenshuse.

Vores montageservice dækker 80% af landet, ved montage på ikke bro faste øer, og områder som vi ikke dækker, aftales montage fra gang til gang.

Beslåningsskema
Når du bestiller døre og fx sidehængte vinduer, skal du beslutte til hvilken side,
de skal åbne.

Husets indretning afgør ofte, hvad der er mest praktisk.

For at sikre en entydig kommunikation og undgå misforståelser, har byggebranchen fastlagt nogle regler for, hvad der forstås ved "højre" og "venstre". Følg dem og undgå ubehagelige overraskelser.

VIGTIG
Se altid på døren fra den side hvor hængslerne er synlige.